borddækning bryllup

Er du en kommende brud, der mangler lidt inspiration til dit bryllup, eller er du lige blevet forlovet og derfor ikke helt ved, hvor du skal starte? Det kan vi godt forstå, for det kan også virke uoverskueligt at planlægge et bryllup, men bare rolig. Vi kan måske give dig lidt ro i maven ved at gøre det lidt mere overskueligt med nedenstående inspiration til borddækningen, så er der forhåbentligt en ting eller to, du kan krydse af listen. Vi giver nogle forskellige bud på, hvordan I kan lave borddækningen, så I har et godt udgangspunkt at starte fra.

Borddækning bryllup

Et bryllup er et meget personligt anliggende, og derfor skal I også gøre brylluppet til jeres bryllup, og det kan I gøre på forskellige måder. Den nemmeste og mest oplagte måde at personliggøre et bryllup er selvfølgelig selve bruden og brudgommens udseende. Det er lidt nemmere som brud at personliggøre udseendet, og her tænker vi på kjolen, skoene, smykkerne, makeup og håropsætning. Hvor brudgommen har jakkesættet, frisuren, skoene og manchetknapperne. I fællesskab kan I personliggøre brylluppet med valget af lokation og menuen.   

Et andet sted, hvor I kan være fælles og virkelig gøre brylluppet til jeres bryllup, er borddækningen. Her er der uendelige muligheder, og det er i sandhed kun fantasien, der sætter grænsen. I kan gøre, lige hvad I vil, og især med detaljerne. 

Detaljerne kan I uden tvivl personliggøre, så det passer til jeres personlighed som par, eller I kan skabe et tema for jeres bryllup med borddækningen og alle de små detaljer. Det plejer også at være de små, sjove og anderledes detaljer, som både brudeparret og gæsterne husker bagefter og tager billeder af eller tager med hjem.

borddækning bryllup

Borddækning bryllup – bordopstilling

Det første, der måske kan være det nemmeste at tage stilling til, når det kommer til borddækning, er bordopstillingen. Hvordan skal bordene stå? 

  • Skal det være langborde, der står som et “T”? 
  • Skal det være langborde, der står i en hestesko?
  • Skal det være runde borde, der skaber små øer?

Gør jer nogle overvejelser i forhold til, hvilken stemning I ønsker, at der skal være til jeres bryllup. Der er bestemt ikke en rigtig eller forkert bordopstilling, men de forskellige bordopstillinger giver noget forskelligt til et bryllup, hvilket er en god idé at have med i overvejelserne. 

borddækning bryllup

Hvad I skal vælge er selvfølgelig en smagssag, men tænk gerne på hvad der kunne være hyggeligst og fedest for jeres gæster, for de er også en del af brylluppet. Fordelen ved langbordene er, at langt de fleste gæster kan se hinanden og brudeparret, men ulempen er, at gæsterne kun kan snakke med sidemanden, hvis der ikke sidder nogen over for. 

Fordelen ved et rundt bord er, at gæsterne har flere at snakke med, og det skaber oftest et lidt hyggeligere rum, hvor gæsterne har nemmere ved at snakke om forskellige emner med hinanden. Ulempen er, at gæsterne ikke nødvendigvis kan se brudeparret hele tiden eller alle de andre gæster.

Borddækning bryllup – blomster, lys og bordløber

Nu skal vi nok komme til selve borddækningen. Det er ikke helt let at guide andre på det punkt, og derfor har vi valgt at lave et “moodboard”, som kan fungere som inspiration. Det kan forhåbentligt sætte nogle tanker i gang eller skabe nogle idéer hos jer. 

Vi har lavet nogle inspirationsbilleder, hvor vi har lagt fokus på at vise nogle forskellige muligheder, både når det kommer til midten af bordet, navneskiltene og pynten på og omkring tallerknen. Når vi siger “midten af bordet”, så tænker vi på, om der skal være blomster, lysestager eller en bordløber. 

Vi ved godt, at blomster, lysestager og bordløber ikke bare er blomster, lysestager og bordløber. Det viser billederne i hvert fald også ret tydeligt. Der er uendelige muligheder og sammensætninger, så I kan gøre det, lige som I gerne vil have det. 

borddækning bryllup

I kan vælge, om det skal være en stor eller lille blomsterbuket, eller om det blot skal være få blomsterstilke, eller om det skal være en lang blomsterranke, der går hele vejen ned gennem bordet, hvis I går med langborde. Vælger I at gå med blomsterbuketter, kan I overveje om vandperler kunne være interessante. Er I nysgerrige på, hvordan I kan bruge vandperler i dekorationen, har vi lavet en artikel, hvor vi fortæller, hvordan du helt konkret laver vandperler og kommer med bud på dekorationsmuligheder.

I kan også vælge, om der skal være stearinlys ved siden af blomsterne eller som en del af blomsterranken. I kan vælge størrelsen på stearinlysene, og om de skal være i midten af blomsterne. I kan også vælge, om I vil have en bordløber under blomsterne og stearinlysene.

Borddækning bryllup – navneskilte

Det er virkelig sødt, betænksomt og hyggeligt, hvis der bliver gjort lidt ud af navneskiltene. På den måde føler gæsterne sig som en endnu større del af selve brylluppet. Det viser også overskud, og at man som brudepar har tænkt på sine gæster, når navneskiltene ikke blot er et stykke hvidt papir eller karton med et navn skrevet på.

Vi har samlet nogle gode bud på forskellige måder, hvorpå I kan lave navneskiltene. I kan eksempelvis skrive navnet på et stykke karton, farvet eller hvidt, og binde det fast til tørrede blomster (eller en kogle) og placere det ovenpå en printet udgave af menuen. 

I kan også vedlægge en lille ting, som har en betydning eller er et symbol på jeres parforhold. Det kan også være en lille ting, som er en del af brylluppets tema. I kan virkelig vælge at lave navneskiltene af alt. På et af billederne er navneskiltet eksempelvis lavet af små potteplanter, hvor navnet er skrevet på med en sprittusch.

borddækning bryllup

Borddækning bryllup – gør som I har lyst til!

Vi kan ikke understrege det nok, at det jo er jeres bryllup i sidste ende, så I skal selvfølgelig bare gøre tingene, netop som I har lyst til. Og der er jo ingen regler, når det kommer til borddækning, så hvis I gerne vil have orange som jeres gennemgående farve i temaet, skal I bare gøre det. Det vigtigste er, at I får skabt en borddækning, der passer til jer, frem for at I tager hensyn til, hvad alle andre vil tænke.

Tidligere artikelLav din egen sæbe med disse 3 opskrifter
Næste artikelHjemmelavede stearinlys – giv lysestumperne nyt liv med disse 3 opskrifter!