Ved du ikke, hvad for et kreativt projekt du skal kaste dig over og tænker, at du gerne vil i gang med akrylmaling, eller er du nybegynder i forhold til akrylmaling og ved ikke lige, hvor du skal starte? Ingen grund til bekymring, vi skal nok hjælpe dig på vej og guide dig, så du kan vælge den rigtige pensel til akrylmaling. Derudover fortæller vi også, hvordan du rengør penslerne bedst muligt.
Læs vores guide til malerlærred lige her!
Hvad er akrylmaling?
Akrylmaling er en vandbaseret maling, der tørrer hurtigt, og af den årsag vælger mange at male med den, da den ikke har en særlig lang tørretid. Mange vælger den også, fordi det er en billig maling, og derfor egner den sig godt til hobbymaling til børn, eller hvis du gerne vil afprøve, om det at male er noget for dig.
Akrylmaling indeholder opløsningsmiddel, pigment og lim, og det er netop limen, der gør, at malingen kan binde sig til forskellige overflader: glas, papir, tekstil, træ, plastik, pap osv.
Hvordan kan man bruge akrylmaling?
Du kan blande farverne, mens malingen er våd, men du kan også male ovenpå tørt akrylmaling. En god ting ved akrylmaling er, at farven ikke gulner med tiden, hvilket gør, at farven holder sig pæn længe.
Du kan bruge akrylmaling på forskellige måder. Du kan skabe tekstur ved at smøre et tykt lag på lærredet, men du kan også blande det op med vand, hvilket giver en vandfarve-lignende konsistens.
Hvilken pensel til akrylmaling skal man vælge?
I udgangspunktet kan du bruge de fleste typer af pensler til akrylmaling, men mange vælger pensler med syntetiske hår, da der er udviklet mange pensler med syntetiske hår rettet mod akrylmaling.
Du kan sagtens bruge en pensel med naturhår til akrylmaling, men naturhårene vil blive slidt hurtigere på grund af akrylmalingens kemiske sammensætning.
En pensel til akrylmaling har ofte et længere skaft end en pensel til akvarelmaling. Skaftet er typisk længere, fordi man arbejder som regel med større områder og således også større arbejdsafstand, end når man maler små fine detaljer.
Penselformer
Pensler findes i alle mulige former, og det er ikke ligegyldigt, hvilken form du vælger at male med. Hver form har nemlig et bestemt formål.

- Flad
En flad pensel er at foretrække, hvis du skal male et stort område ensartet og hurtigt. Det er en af grundene til, at man vælger en flad pensel til at påføre fernis med.
Fernis er den gennemsigtige væske, man maler hen over til sidst som beskyttende finish. Den beskytter overfladen mod fugt, luft og slitage. Du kan også med en flad pensel med korte hår presse malingen ind i lærredet.
- Flad, afrundet
En flad, afrundet pensel kaldes også en filbert pensel eller en kattetunge på grund af formen. Du skal vælge en flad, afrundet pensel, hvis du ønsker en god dækkeevne. Den afrundede form gør det let at opbygge større detaljer og lag.
- Rund
Du skal vælge en spids rund pensel til akrylmaling, hvis du ønsker at male tynde streger og fine detaljer. Penslen er rigtig god til akvarel, da penslen er at foretrække til vådt-i-vådt teknik, fordi du med penslen kan dosere vandet kontrolleret.

- Sabelsleppert
Denne pensel er god til at trække lange linjer med. Penslen er velegnet til marmorering eller pinstriping.
- Skråt skåren
Du skal vælge en skråt skåren pensel, hvis du ønsker at male præcise strøg i kurver eller linjer, der har en god farvedækning.
- Vifte
Ønsker du at male små, fine detaljer, skal du vælge viftepenslen. Den er god til at male græsstrå med, eller til at blande farverne på maleriet på grund af hårenes spredning.
Billederne er fra viking1914.com
Forskellige hårtyper pensler
Der er et hav af penselmaterialer, som egner sig til forskellige teknikker og malinger. Ud fra nedenstående kan du forhåbentligt finde en pensel til akrylmaling, som passer til dig:
Kolinsky mårhår: Her får du den ultimative pensel til akvarelmaling, hvilket prisen også afspejler, men her har du en pensel, der med sine hår, holder godt på vandet og formen. De har en god elasticitet, fordi hårene er tynde.
Mårhår: Pensler med mårhår egner sig godt til akvarelmaling, da de holder godt på vandet, men de kan også bruges til olie- og akrylmaling. Mårhår er billigere end kolinsky mårhår, men de er heller ikke lige så stærke.
Egernhår: Pensler med egernhår er gode til grunder, akvarelmaling og teknikken pinstriping. Hårene er nemlig knap så formstabile og elastiske som mårhår, men de er smidige, bløde og gode til at holde på farven.
Syntetisk “toray” hår: Her får du en pensel, hvor det er syntetiske hår med egenskaberne fra naturhår. Hårene holder godt på formen, er elastiske og kan krumme sig, så man kan lave en spids pensel. “Toray” hår er gode til både fernis, grunder, akryl-, olie- og akvarelmaling.
Mixhår: Pensler med mixhår kan bruges til næsten det meste: gouche, akryl-, akvarel- og oliemaling. Mixhår-pensler er en blanding af naturlige hår og syntetiske hår, på den måde kan man få det bedste fra begge hårtyper og samtidig gøre dem billigere end pensler med 100% naturhår. De holder stadig godt på farven, og derfor er de også meget populære.
Svinebørster: Svinebørster er gode til akryl- og oliemaling, fordi stivheden gør dem velegnet til at lave struktur i overfladen eller til at opbygge lag.
Oksehår: Pensler lavet af oksehår er velegnet til akryl- og oliemaling, fordi hårene er elastiske og kraftige.
Grævlingehår: Pensler lavet af grævlingehår er gode til akryl- og oliemaling eller til at blande farver, da penslen har et fyldigt udseende. Hårene er nemlig tykkest ved spidsen og bliver tyndere og tyndere ind mod roden.
Hvordan aflæser man størrelsen på en pensel?
Penselstørrelserne angives med tal fra 0 og opefter. Det betyder, at jo tykkere penslen er, jo større er nummeret. Er en pensel derimod angivet med flere 0’er, eksempelvis 000, så er penslen tyndere end 0. Hvis en pensel er tynd, betyder det, at hårene er korte, så jo tyndere penslen er, jo kortere er hårene på penslen.
Der er dog ingen faste mål på penslers bredde og længde, hvilket betyder, at størrelserne ikke er ens. En størrelse 4 i en rund mårhårspensel er ikke nødvendigvis størrelse 4 i en rund syntetisk pensel. Flade pensler er oftest større end runde pensler.
Pleje og rengøring af pensler
En pensel til akrylmaling skal rengøres, mens den er våd af maling. Akrylmalingen skal vaskes ud, inden det når at tørre ind i penslen. Det samme gør sig gældende for akvarelmaling, hvorimod du med oliemaling skal tørre penslen ren med en blød klud.
Herefter er det en god idé at bruge en fedtbevarende kernesæbe til pensler til oliemaling, da hårene har brug for fedt til at bevare deres spændstighed.
Når du har rengjort penslen, skal du lade den tørre ved stuetemperatur. Det er vigtigt, at du ikke lader den ligge og tørre på en radiator i forsøget på at forkorte tørretiden.
Du må heller ikke tørre penslen med en hårtørrer eller ude i solen. Det vil kun skade hårene og ødelægge penslen. Det bedste er at tørre penslen ved at hænge den op i den form, du ønsker, den skal have. Det kan du gøre med en penselholder, på den måde kan vandet fordampe fremfor at glide ind i penslen eller blive i penslen.